Dream society er over os og har været det længe nok til, at vi knap lægger mærke til det mere.

Vi har vænnet os til, at branding ikke kun gælder for virksomheder og deres produkter men også for os som privatpersoner. Hvor ofte studser du over naboens mountainbike i garagen eller dykkerur på armen? Og det på trods af, at både du og naboen bor i et af verdens fladeste lande og med kun ringe vanddybder… Vi har jo for længst accepteret begge dele som markører for et aktivt fritidsliv – eller endda bare ønsket om et sådan, hvis tiden havde været til det. Vi omgiver os med accessories, der forlænger fortællingen om os selv. Og vi kommunikerer det til den måbende omverden gennem de sociale mediers redigerede selviscenesættelse.

Men hvad sker der med indholdet, hvis indpakningen prioriteres så højt? Hvad sker der, når vi bare skal ligne en million, men ikke har nået at spare op til den?

Jeg interesserer mig for dygtiggørelse. Og derfor frygter jeg overfladens prestige. For når prestigen sætter ind, er der ikke plads til sprækker i overfladen, og der ses ikke mildt på fejl. Men hvordan hulen skal vi blive dygtigere uden at lave fejl? Når en succes ikke længere må bygge på tusinder af erfarede fejl, så må den pustes op som en ballon, og vi ved jo, hvad der sker med balloner…..

Derfor må vi kigge ind under overfladen på os selv og dem, vi vil hjælpe til at vokse.

Vi må pirre nysgerrigheden efter det, vi ikke kan endnu. Det er i øvrigt der, mange stopper op i benægtelse af, at det nu også er nyttigt at kunne det nye; det er ikke så foreneligt med den dominerende selvfortælling at rette opmærksomhed på egen inkompetence.

Men har du erkendt, at der er uopdyrket land foran dig, må du også have modet til at gå derud. Først da kan du begynde at tilegne dig hvad end, der ligger i skattekisten. Og kun gennem tål-modet kan du tage vandringen fra oplyst inkompetent til de højere færdighedsniveauer.

Det viser sig ofte, at vejen til bæredygtig succes er lang – men fri; for langt de fleste af de andre står og hopper og hopper, hvor de finder gærdet lavt nok.

Det opmuntrende for de fleste af os er så, at vi næstbedste oftest bliver de bedste; de tidligt fremhævede kan have det temmelig svært med mod og tålmod til at blive i nysgerrighedens nye land, hvis de forsøger at bære prestigens forventning om at være bedst foran sig.

Og dette er kunstens mulighed: lad den pirre nysgerrigheden og rette lyset på sansernes landkorts sorte pletter. Lad den opmuntre til mod – og giv kunsten en form og formidling, der tillader en tålmodig dialog.

Så kan vi vinde indadtil, og lade kampen for overfladen hvile for en stund.

af Troels Bech

Troels er gammel svendborgdreng og tidligere fodboldspiller. Nu arbejder han dog som sportsdirektør for Brøndby IF, og så har han en bachelor i Italienske Studier.