Jeg indrømmer i første linje, at jeg ikke er ”rigtig” svendborgenser. Jeg er opvokset i den gamle Egebjerg Kommune, og betragtede derfor heller ikke Svendborg som min lokale hovedstad. Jeg boede i den. Vester Skerninge altså. Vi havde nemlig et kommunekontor. Men selvom vi var en slags hovedstad, så lod byen noget tilbage at ønske.

Derfor tog vi somme tider rutebilen til Svendborg for at handle, og hvad voksne mennesker nu ellers render og gør i sådan en storby. Før vi tog afsted, havde vi en plan for hvor vi skulle hen først, og det rejsemål afgjorde ved hvilket stop vi skulle af. Og for os kunne det deles ind i tre forskellige stop. Viebæltet, Terningen eller Banegården.

Stod vi af ved Viebæltet betød det, at vi skulle benytte os af byens nyere merkantile faciliteter. Biografen, Bycenteret (fra 1996) eller en tur i Schou-Epa (som det vist ikke hed, men som folk stadig kaldte dét og som i dag er Kvickly City). Tog vi det stop, var det altid noget med at skulle skynde sig, eller stå ude foran en tøjbutik og vente. Ikke lige det en dreng gik og glædede sig til.

Andet stop var var en helt anden oplevelse. Stod vi af ved Terningen eller på ”Det Skæve Hjørne,” som det også blev kaldt, så skulle vi slentre og havde god tid. Langsomt op ad Møllergade forbi springvandet i Mølledammen, og hvor vi fodrede ænderne. Hvor vi fik brød fra, husker jeg ikke, ligesom jeg ikke husker hvilke butikker vi besøgte. Men det var altid noget med en varm følelse, og en smag af noget lækkert. Og hvis jeg ikke husker helt galt, så skinnede solen altid, når vi stod af ved det stop.

Sidste stop på turen var Banegården, og sandt at sige, så var havnen ikke noget man besøgte i 80’erne og 90’erne. Helt op til sent i 00’erne var området lettere trøstesløs, og skulle man ikke videre med tog eller bus, så var det ikke noget man rejste efter. Det tænker jeg altid på, når jeg besøger vores smukke havnelinje og kvarter i dag. Det er et løft vi skal være stolte af. Men det til trods var sidste stop alligevel en glæde for mig, for det betød ofte at jeg skulle videre med bus til Nyborg, hvor færgen sejlede til Korsør, hvorfra et tog kørte til Hovedbanegården, hvor min far ventede.

Og hvad har alt det ovenstående så med kultur at gøre? Jo, kultur er en følelse. En følelse som både voksne og børn kan mærke. En fornemmelse af noget æstetisk og sanseligt, som man måske ikke altid kan huske den konkrete udmøntning af, men som alligevel sætter sig. Og jeg tror ikke, at det er et tilfælde, at man som voksen søger det samme som det, der tiltalte én som barn. For mig var det det rolige, det sanselige og det timelige, som stoppestedet ved Terningen gav mig. Det skal vi huske når vi tænker kunst, kultur og bymiljø i dag. For dagens børn i Svendborg og opland, er fremtidens skatteborgere. Så lad os sikre at der fortsat er miljøer som Møllergade, hvor ting ikke behøver at gå hurtigt, og hvor børn og voksne kan blive ramt af en følelse, som giver dem lyst til at blive hængende.

af Karl Magnus Bidstrup

Medlem af kommunalbestyrelsen i Svendborg for Alternativet