“Op gennem 00’erne trådte jeg mine barne- og ungdomssko i det sydfynske, nærmere bestemt Svendborg. Jeg var dengang hyppig bruger af byens få kulturinstitutioner, men den svendborgensiske kultur, i bredeste forstand, blev aldrig rigtigt min bedste ven. For lige så inspirerende som steder som Harmonien og BaggårdTeatret var, lige så fladpandet, provinsiel og åndsfraværende oplevede jeg meget ofte den svendborgensiske gade- og ungdomskultur.
Ikke uden lyd insisterede jeg, som mo- deinteresseret blogger og ung designer, i min tid i Svendborg, på at være tilstede med mine interesser i en by med en ungdomskultur, hvis fokus var tunede knallerter, billige øl og hvem der sidst scorede hvem nede på Crazy Daisy. Og med mindst lige så meget larm svarede den herskende kultur mig igen: Hvem tror du egentlig, du er, taber? For hvor Svendborg kommune i 2011 gav mig ungdomstalentprisen for mit arbejde med min daværende blog og mit design, der gav store dele af Svendborgs ungdom mig fuck-fingeren. Var det synd for mig? Nej, gu’ var det da ej. Så snart de praktiske omstændigheder tillod det, var jeg ude af Svendborg og befandt mig
i kredse, hvor en helt anden kultur var den fremtrædende. Men er det synd for Svend- borg? Ja. For i en by hvor majoriteten insisterer på at træde på den smallere kultur, der udvikles en form for kulturel vitaminmangel, der gør det umuligt for byen at vokse og blive noget mere, end det den er. Hvis man i Svendborg kunne lykkedes med en art kulturrevolution, så det blev mere tilladeligt at bryde de gængse normer, så måtte byen måske ikke nøjes med at invitere kunsten indenfor på et spillested eller et teater. I stedet kunne Svendborg blive et lille sydfynsk centrum for kreativ udfoldelse, nytænkning og kulturel tolerance. Et sted hvor folk med musisk, litterær eller anden kunstnerisk interesse ikke blev nødt til at flytte fra for at få albuerum, men i stedet flyttede til og lod sig inspirere af. Ja, måske Svendborg endda kunne ophøre med at være kendt for sine mange brugerfinansierede værtshuse og i stedet blev det for sine mange brugerdrevne kulturhuse. Den egentlig kulturelle omstyrtning af Svendborg vil jeg imidlertid lade andre om at udføre, og indtil den er lykkedes, holder jeg mig nu nok på behørig afstand af den enslydende sydfynske kulturstemme.”
