Tillad mig at komme med en forudsigelse: Dansk kulturliv er på kanten af en renæssance.
Intet mindre. Sat i gang af initiativer, der tilsyneladende ikke havde det som sit egentlige formål.
Sat i gang af nogle, der har glemt, at ’tryk avler modtryk’ – alt mulig ideologisk halløj til trods.
Jeg føler mig i min forudsigelse på ret så sikker grund, for jeg tager afsæt i kloge ord, Margrete Vestager for nyligt har udtalt i et fødselsdagsinterview. Her siger hun;
’…det er først der, i konflikten, at de kreative kræfter slippes løs, så vi kan finde løsninger. Derfor skal vi bruge konflikterne til at drive verden fremad.’
Den erkendelse skal man nok være politiker for at blive overrasket over. For kunstnere og helt almindelige mennesker, der danser med livets udfordringer til dagligt, er det en velkendt præmis, som giver næring til at skabe mening og finde vej i kaos.
Set i det lys, er jeg begejstret for vores kulturminister. Og set på den måde, er der lys for enden af den konfliktfyldte tunnel, som danske kunst- og kulturinstitutioner i nu over et år har befundet sig i, fordi kulturministeren har tændt op under næsten alle de platforme, hun er kommet i nærheden af.
Kun DF’ernes misundelseslogik stryger hun med hårene – nok fordi hun véd, at det giver forhandlingsrum til nogle af de liberale idéer hun har med DR, Radio 24/7, museerne og ikke mindst den hårdnakkede kanoniseringen af omprioriteringsbidragets evigt gyldige berettigelse. Bidraget, som reelt er en skarp og taktfaste afhøvling af det økonomiske fundament under det, der er umistelige nationale kulturskatte, vi som samfund burde være sikre i tro og handling om at passe godt på – uanset hvor voldsomme konflikter, der ruller henover landet. Uanset om konflikterne er sat i gang af folkets valgte politikere.
Mette Bock skal have tak for at have sat gang i konfliktstoffet. De kollegaer, som gav hende lov, troede sikkert, at reglen om, at der ikke er stemmer i kultur virker hver gang og at befolkningen ikke ville forene sig i både interesse og modstand mod beskæringer, kommercialiseringer og omkalfatringer af det danske landskab for kunst og kulturvirksomhed. Men de tog fejl – det er min stadigt mere sikre fornemmelse. Jeg hører det flere og flere steder fra.
Vi er mange, som er ved at være godt trætte af og bekymrede for konsekvenserne af underfinansiering og over-liberalisering af kulturens vilkår i Danmark. Snart vil vi se det i de meningsmålinger, politiske partier over en bred kam tilbeder og tilsyneladende lytter mere til, end de lytter til partimedlemmer og helt almindelige borgere. Omfanget af konflikter, kulturministeren har sat i gang, og måden hun og Christiansborg til dato har arbejdet med disse konflikter på – gør hele forskellen. At lade én person vælte næsten uimodsagt rundt på manegen, bliver trods alt på et tidspunkt for meget for de fleste.
Dén effekt – en endnu stærkere, tydeligere og rummeligere kærlighed, respekt og vilje til kunst og kultur – havde kulturministeren og hendes venner nok ikke regnet med. Jo, måske ministeren selv, når regnebrættet for de reelle forandringer, hun fik gennemført, skal gøres op. Mette Bock fremhæver jo ofte sig selv som både meget kompetent og erfaren – og det mere end de fleste. Ligesom sin bror. Jamen altså! Lad dem blive i troen. Giv dem ret, så vi får fred og fokus til at videreudvikle og høste frugterne af denne kulturens renæssance, der bliver skabt fordi vi tør stå i konflikten.