Det er blevet ret moderne, at lægge sig fladt ned og sige undskyld. Jeg tænkte, at jeg ville benytte chancen til at gøre det, også selv om du helt sikkert aldrig har hørt om den idé, jeg gerne vil sige undskyld for at have haft.
Jeg må hellere starte med begyndelsen. Det var tilbage i 2006. Økonomien drønede derudaf, Fogh var ved magten, strukturreformen var på vej, kommuner skulle sammenlægges og amterne nedlægges. Samtidig var uddannelsen i kulturstudier på SDU ved at have etableret sig og nogle af de første kandidater var på vej.
Jeg var sådan set ret sikker på, at vi også ville få et systemskifte i den nye Svendborg kommune, og gik og bryggede på idéer til hvordan man kunne spille ind på at bruge alle disse ændringer på en positiv måde, i forhold til kulturen. Ingen af de politiske vinde, var lige min kop te, men med pragmatismen som ledestjerne begyndte idéen at boble i mig.
Kandidaterne i kulturstudier skulle til at udklækkes og man kunne meget vel forestille sig, at nogle af dem havde lyst til at forske og dermed prøve at finde en PhD, der passede dem. Amterne var traditionelt gode samarbejdspartnere med universiteterne om samfinansiering af PhD’er og de ville forsvinde året efter. Regnemodellerne i finansministeriet red det offentlige som en mare og der var ikke umiddelbart udsigt til at det ville blive mindre. I det hele taget var idéen om at alt kunne måles og vejes, beregnes og analyseres, godt på vej til at blive en integreret del af det danske offentlige system. Vi kender alle begrebet New Public Management i dag, men dengang var der slet ikke en bred forståelse af konsekvenserne.
Så da jeg læste en artikel om at ingen faktisk kendte den reelle konsekvens af forskellige typer kulturstøtte – ja faktisk ikke engang om der var en effekt af kulturstøtte på andre faktorer i et område – så fik jeg den idé, jeg gerne vil sige undskyld for. Det var som om det hele passede sammen som et fint lille puslespil, som jeg fik bildt mig selv ind ville være fantastisk for kulturlivet i Svendborg.
Jeg fik den idé, at Svendborg kommune skulle samfinansiere en PhD i kulturanalyse med SDU. PhD’en skulle handle om dokumentation af den økonomiske effekt af kulturelle støttekroner. Vi ville dermed bliver den eneste kommune i landet, hvor vi kunne påvise den økonomiske afledte effekt af forskellige former for kulturstøtte. Så kunne vi med overbevisning gå ud til erhvervslivet og forklare hvor samfundsøkonomisk klogt det ville være af dem, at støtte kulturlivet. Og jeg gjorde hvad jeg kunne, for at pushe idéen til embedsmænd og politikere.
Jeg havde heldigvis næsten glemt det igen, for det var jo virkelig ikke en af mine finest hours. Jeg havde jo i pragmatismens navn bidt på den neoliberalistiske krog, og tilladt mig selv at bruge en tankegang, hvor alt – og dermed også kulturen – kan reduceres til økonomi. Jeg var blevet NPMs nyttige idiot.
Heldigvis blev jeg mindet om min vildfarelse, da jeg læste Troels Mylenbergs blogindlæg her fra starten af oktober. Tak, Troels. Jeg er ganske enig. Kulturen har i allerhøjeste grad værdi i sig selv. Ligesom liv, værdighed, respekt, kærlighed, dannelse, relationer. Og alle de andre ting, der bliver forsøgt stoppet ind i regneark, hvor facit står i kroner.
Så undskyld for min vildfarelse dengang i 2006-2007, allesammen. Jeg kan ikke love, at det ikke sker igen, men så håber jeg, at I vil hjælpe med at give mig et kærligt skub til at forstå, at jeg er på vej ned af en blind vej.