“I de kolde firsere var verden delt op i øst og vest. Folkeskolerne var delt mellem pop- tøser og flippere, og det svendborgensiske kulturliv udspaltede sig i to modstillede poler. Vi kan kalde det fin- og folkekultur, eller vi kan kalde det græsrodssvendborg og håndboldsvendborg. I DR’s dramaserie Arvingerne spøger det polariserede kul- turliv, som jeg husker fra min barndom. Her lever og dyrkes lokale fællesskaber i samme lokalområde – ja, i samme familie, men som i to adskilte verdener: Hos den kulturelle elite i den smukke gamle her- regård og med folkelig kampgejst under lysstofrørene i håndboldhallen. Født med to blinde boldøjne dyrkede jeg græsrødder- ne. Drak urtete i Bogcaféen, så No Future på BaggårdTeatret og postmoderne film i Baggårdsbiffen. Imens blev der avlet ver- densmestre og flyttet sponsorkroner et sted langt, langt ude i Gudme. Er det bare mig, der husker det sådan, eller var afstan- dene større dengang?
I dag har vi ikke så travlt med at define- re, hvad der er pop eller punk for at kunne identificere os med det. Nu dyrker vi det, der føles rigtigt. Oplevelsen af autenticitet er det, der rykker os ud af komfortzonen, op af lænestolene og får os til at bruge vo- res tid og penge. Denne tendens deler vi i øvrigt med resten af den vestlige verden, hvor det hjemmelavede har opnået tårn- høj brandværdi. Vi skåler i mikrobrygget øl, svælger i bæredygtig is fra Skarø og bevæges af sande, lokale historier i vores egnsteater. Og når vores kirkeklokker spiller musikken fra vores livs personlige playliste, mærker vi, at vores personlige melankoli eller glæde er noget, vi faktisk har til fælles med hinanden. Vi længes efter noget, som betyder noget, og berøres af oplevelser, der bringer os tættere på vores ægte følel- ser og på hinanden. Det er længslen efter det sande, det rigtige, det autentiske, der samler os om fælles oplevelser i dag – på tværs af gamle kommunegrænser og out- datede kulturelle kløfter.
I Svendborg er vi særligt gode til det med det hjemmelavede. Området er et frisk- kværnet økologisk, havsaltet smørhul, der næsten svømmer over af kulturelle råvarer. Ud over de mange skabende kunstnere, der befolker by, land og øer, vrimler det med velholdte seniorer, der står klar til at smø-
ge ærmerne op på biblioteket, i Borgerfor- eningen eller Kulinarisk Sydfyn. Folkelige netværk gløder af varm energi, så gode le- gekammerater på kort tid lige kan lave en festival, en gadefest, en højskole eller et brugerdrevet spillested. I Svendborg tror vi mest på det, vi laver selv. Og når svendbor- gensere sammen brænder for noget, viser vi, at vi hurtigt kan få ting til at ske. Når vi samles om et ægte engagement i at gøre vores fede område endnu federe, viser det sig også, at der ikke længere nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem hjem- melavet hjerteblod og kommerciel brand- værdi.
I Svendborg er vi glade for vores by, aldrig ligeglade. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed, og dét er svært at finde her omkring. Heldigvis. Men netop derfor kan smørhullet have en tendens til undertiden at stivne i harsk selvfedme. Vi elsker vores smukke by så højt, at vi har svært ved at se hende forandre sig og kommer derfor til at drukne skæve, modige og nødvendige bud på, hvad Svendborg skal være og leve af i fremtiden, så de aldrig når at få en fast form. Så står verden stille, og tiden løber fra os, mens vi stejlt fastholder hver vores måde at hævde vores kærlighed til vores by. Eller endnu værre: Skaber løsninger, der i forsøget på at gøre alle glade, højst gør os ligeglade.
Lad os blive ved med at mødes i kulturlivet om pulserende hjerteblod i rå mængder og huske hinanden på, at vi elsker det modige, det skæve og det originale for at bevæge os i nye retninger. Vi ses. “
