”Carl Nielsen har i sine erindringer bekrevet et barndomsminde, hvor han får lov at smage mælken fra sin moders bryst. Da vi skulle præsentere ideen om en forestilling om Carl Nielsen for BaggårdTeatret, var det dette barndomsminde, jeg sendte som oplæg og som introduktion til en kompleks, nysgerrig og på mange måder lidt anderledes mand, som har været med til at forme klassisk musik i Danmark.” – Dramatiker Rikke Vibeke Birkeholm
Og sådan begyndte det
Carl-året var stadig nogle år ude i fremtiden, men komponist og musikformidler Povl Balslev og tekstforfatter Rikke Vibeke Birkeholm havde fået en ide. De ville fejre en af Danmarks vildeste og mildeste komponister med en teaterforestilling med hans værker i centrum Tre år, utallige mails og møder senere, sidder fire personer forsamlet i køkkenet på BaggårdTeatret: Dramatiker, Rikke Vibeke Birkeholm. Musikalsk ansvarlig, Povl Balslev. Instruktør på teaterkoncerten CARL og teaterchef på Mungo Park Kolding, Lasse Bo Handberg, og teaterchef på BaggårdTeatret, Jakob Bjerregaard Engmann. Hvad der startede som et oplæg til en teaterforestilling om Carl Nielsen er vokset, og blevet til en teaterkoncert og hyldest til en af Danmarks største komponister. Produktionen kandiderer til at være den største BaggårdTeatret og Mungo Park Kolding nogen sinde har lavet, og skabes unikt til den katedrallignende lade på Bramstrup, hvor Carl Nielsen arbejdede som gåsedreng, da han var barn. ”Dette ambitiøse projekt har været længe undervejs og, for at forløses, krævet mange samarbejdspartnere og medvirkende. Meget kunne have sat en stopper for forestillingen, men det modsatte er sket. Vi har haft så meget medvind, og haft så mange halleluja-øjeblikke at vi nogle gange har tænkt: Er det her skjult kamera? Hvem er det, der kigger med?” – fortæller teaterchef på BaggårdTeatret, Jakob Bjerregaard Engmann. Hvem skulle f.eks. tro at Bramstrup Gods, stedet der ligger et stenkast fra Carl Nielsens fødehjem, har fået opført en lade med muligvis Nordeuropas bedste akustik, der egner sig perfekt til en teaterkoncert? Eller at Carl Nielsens hustru, billedkunstner Anne Marie Brodersen, kom fra Kolding og dermed gav indgangsvinklen til at co.-producere teaterkoncerten med Mungo Park Kolding? For slet ikke at glemme, at nogle af Danmarks bedste (og travleste) fortolkere af Carl Nielsens musik, toppen af klassisk musik, Den Danske Strygekvartet og folkemusiktrioen Dreamers’ Circus, ikke bare havde tid og lyst, men faktisk havde drømt om at fortolke Carl Nielsens musik på en teaterscene?
Musikken i centrum
Det med musikken er en væsentlig faktor, da forestillingen er en teaterkoncert. I denne genre er musikken omdrejningspunktet og den egentlige hovedperson. ”Jeg skulle have møde med Den Danske Strygekvartet, og ind ad døren træder fire hipster-rock’n-roll typer med mere hår i hovedet end hele Vesterbro,” – fortæller Lasse Bo Handberg smilende om sit første møde med de fire drenge. De unge verdensstjerner, der kommer til at skabe musikken på scenen, er på mange måder et overraskende og vildt bekendtskab. Begge grupper er danske, og et enkelt medlem (Rune Tonsgaard Sørensen) spiller i dem begge. De to grupper har hver især høstet stor national og international anerkendelse, og turnerer i både ind- og udland. Povl Balslev hørte første gang Dreamers’ Circus til en koncert på AOF i Svendborg, og han kunne med det samme høre, hvordan man med dem og Den Danske Strygekvartet kunne forene folkemusikken med den klassiske musik, på en måde som ville vise spændevidden i Carl Nielsens repertoire. Alle glæder de sig til kulminationen på fire års arbejde d. 29. august, når der er verdenspremiere på Teaterkoncerten CARL. Forestillingen spiller frem til d. 10. september på godset Bramstrup og skabes i samarbejde med Odense Teater.