af Morten Gaustad
Det er 100 år siden Danmark solgte Dansk Vestindien til USA, og derfor er debatten om ”en potentiel undskyldning til slavernes efterkommere” blusset op, skriver historikeren Nils Valdersdorff (NV) i BaggårdTeatrets B-Blog 30.januar. Selv tror han ikke at Danmark meningsfuldt kan undskylde fortidens transatlantiske slavehandel, for: ”Vi kan undskylde på egne vegne, men ikke på andres. Hvordan kan mennesker, der ikke handlede med slaver, undskylde til nogle mennesker, der ikke selv har været udsat for slaveri?”
Spørgsmålet om skyld og tilgivelse i et historisk perspektiv er sammensat, og NV har mange gode argumenter for at en undskyldning ikke kan rumme fortidens kompleksitet. Men i stedet for at stoppe der bør vi gå dybere ind i problemstillingen. For der er flere forhold som burde interessere os: Hvilken forbindelse er der mellem os og dem der levede før os? På hvilket punkt i fortiden holder vi op med at være os selv og bliver til de andre, fortidens mennesker, som vi ikke uden videre kan forstå, men som skal forstås i lys af den tid de levede i? Hvilken rolle spiller glemsel og erindring for vor fælles, nationens, identitet?
Vi kan undskylde på egne vegne, siger NV. Ikke på andres. Straks vil jeg spørge: Hvem er dette ”vi”, som kan undskylde på vegne af sig selv? Hvilket selv? Brugen af stedordet ”vi” antyder i hvert fald at vi har med kollektive størrelser at gøre. Når vi undskylder på egne vegne, er vi et kollektiv, et fællesskab.
Men hvordan opstår dette kollektive subjekt, med magt og legitimitet til at undskylde på egne vegne? Med Godhavnsdrengene er det en helt anden sag end slavehandlen, siger NV, for der er nulevende ofre. Men hvem er det ”vi” som undskylder på egne vegne her? Jeg begik overgreb, jeg havde ikke ansvar for tilsyn og retsforfølgelse. Kan staten undskylde på vegne af mig? Får jeg så en del af skylden? Eller ansvaret? Hvor går skillet mellem et ”vi” som vi kan, og de andre, som vi ikke kan undskylde på vegne af?
Påstanden er: Vi kan ikke undskylde fortidens ugerninger. Vi (nulevende danskere) har ikke holdt eller solgt slaver. De der solgte og købte slaver, var nogen andre (danskere som levede i fortiden).
En anden historiker spurgte i anledning af 150-årsjubileet for slavernes frigivelse:”Hvor længe [er] en nation … skyldig i historiens forløb”. Og konkluderede: ”Følelsen af at bære en skyld i historiens forløb bringer os næppe nærmere på en indsigt i historien.” (1)
De to historikere ser ud til at enes i oppfattelsen af at den kollektive skyldfølelse kun kan omfatte samtiden, nulevende danskere, den danske nation. Det kollektive ”vi” som kan føle skyld og har legitimitet til at undskylde på nationens vegne, har ingen udstrækning i tid: ”Vi” (nulevende danskere) er ikke identisk med de (andre danskere som levede dengang).
Men hvis vi ikke skal føle skyld over historiske hændelser og handlinger, og hvis vi ikke kan undskylde på vegne af fortidens syndere – hvordan kan vi så alligevel føle glæde og stolthed over fortiden og fortidens handlinger? Hvordan kan det kollektive subjekt strække sig helt tilbage til Dannevirkes opførelse når det ikke er tale om skyld og skam – men derimod glæde og stolthed? Hvordan kan vi forklare denne splittelse i det kollektive subjekt, hvilke regler styrer den kollektive erindring og glemsel?
Det er en ejendommelighed: den stolthed og glæde man fejrer ophøret af fortidens ugerninger med. Man føler en moralsk stolthed når man erindrer at Danmark var det første land som forbød slavehandelen, og at Peter von Scholten frigav slaverne. Og så er det som om man har udslettet slavehandel og slaveri fra erindringen, man bliver enige om at glemme, og så har man alligevel ikke fuldstændig glemt. Det har bare ikke nogen betydning for os. Vi føler ikke længere skyld.
Tydeligst bliver det i forbindelse med besættelsen. Vi er stolte over bruddet med samarbejdspolitikken ved augustoprøret i 1943, hvor folket rejste sig i protest. Og med et slag var det som om samarbejdspolitikken blev udslettet fra den fælles erindring, man blev enige om at glemme at man havde støttet den tyske krigsmaskin indirekte ved ikke at binde troppestyrker i kamp med danske forsvarsstyrker og direkte med korneksporten til Tyskland, eller at det i det mindste ikke længere havde noget med os at gøre. ”Vi”skal ikke føle skyld, det skygger for indsigt i historien. ”Vi” kan ikke undskylde på andres vegne. Fortidens (før august -43) danskere er ikke længere ”os”, men de andre på hvis vegne vi ikke kan undskylde.
Stoltheden over bruddet ophæver skyldfølelsen over det der lå før bruddet. Vi kan fejre os selv, men ikke føle skyld. Vi stod på den rigtige side, og det var som om havde man gjort det hele tiden. Folket var trådt i karakter. Og det er en central handling i den danske mytologi. Uanset hvilken uret man har begået, så ophæves det i det man træder i karakter – så ophøjes man til en handlekraftig størrelse af mytiske proportioner .
Den reneste mytologiske form: Når man går fra tvivl, tankespind, vaklen og grublen – til resolut handling. Så er man trådt i karakter. Hvis man aldrig når derhen, men bliver fanget i tvivl og handlingslammelse – dømmes man hårdt af historien. Som en Christian II som i den kollektive erindring stadig sejler frem og tilbage over Lillebælt, som en figur i Dantes Inferno.
Således kan man erindre og glemme, således kan man glæde sig over fortidens helte, og tage afstand fra fortidens skurke. Og med sådan en villet glemsel kan ”vi” holde os skyldfrie i vores egen historie.
Note: (1) Nielsen, Per. ”Slaver og frie indbyggere 1780-1848” i: Nielsen, Per (red.) Fra slaveri til frihed. Det dansk-vestindiske slavesamfund 1672-1848, København 2001