For godt tre år siden mødte jeg Rikke Birkeholm og Povl Christian Balslev for første gang. Begge lokalforankrede kulturpionerer med en passion og et projekt. En fælles drøm om en Carl Nielsen teaterforestilling i 2015. Mit første møde med den særlige sydfynske iværksætterånd. Her er vi så. Klar til verdenspremiere på Teaterkoncerten CARL, kulminationen på flere års vedholdenhed og grundigt kunstnerisk undersøgelsesarbejde. En, tør jeg godt love, opsigtsvækkende oplevelse for både øjne, ører og sind. Et unikt syddansk samarbejde er det blevet til. Forestillingen skabes af to egnsteatre i samarbejde med en landsdelsscene, et gods og tre kommuner, flot bakket op af 9 af landets fremmeste fonde; et ganske enkelt enestående kunstnerisk konsortium. Men, havde det ikke været for Rikke og Povls fremsynethed, ihærdighed og sydfynske skabertrang, var vi aldrig kommet så langt. Ægte sydfynsk fremdrift. Helt i Carl Nielsens ånd. Lad det være til inspiration for os alle. Idéen var selvfølgelig også den rigtige. En scenekunstnerisk dissektion og hyldest til den fynske nationalkomponist Carl Nielsen i 150-året for hans fødsel. Den slags godbidder kan vi som øens eneste egnsteater ikke sidde overhørig. Samtidig rummer Carls liv og musikalske univers så megen kraft, vitalitet, poesi og sanselighed, at det kunne være levet og skrevet i dag. Undertitlen, Carls egne ord: ”Jeg føler saa meget kraft i mig, og den maa jo ud, om man ikke skal blive gal”, vidner om en kompromisløs tilgang til arbejdsog kærlighedslivet, som mange moderne mennesker kæmper med og udfordres af i 2015.

Placeringen af forestillingen på Bramstrup Gods, kunne heller ikke være smukkere. I samme lade og på selvsamme brosten, som publikum vil ankomme til, arbejdede den unge purk Carl som gåsedreng, og her legede han, med stole sat nøje i rækker, konduktør på Svendborg-banen. Endelig venter der, med vores 6 fantastiske skuespillere og sangere og Den Danske Strygekvartet og Dreamers’ Circus på scenen, publikum en lokalproduceret musikalsk oplevelse i dokumenteret verdensklasse Det er derfor med stor glæde, at jeg byder velkommen til denne B TIMES NR 5 med særlig fokus på Carl Nielsen. Læs også i dette nummer om efterårets andre fede teateroplevelser i Svendborg, masser af kulturnyheder fra hele Sydfyn, kulturudvalgsformand Henrik Nielsens kærlige, men kritiske klumme og få en introduktion til Ribers Gaard, et af de mest spirende kunstnermiljøer netop nu.

God læselyst – vel mødt på
Bramstrups jorder – og i BaggårdTeatret.

af Jakob Bjerregaard Engmann

Teaterchef for BaggårdTeatret og skuespiller. Uddannet fra Statens Scenekunstskole i København, 2006. Lagde tidligt fra land som prins i Tivoligarden. Har siden løst et utal af skuespilleropgaver og virket som kunstnerisk leder af Transformator, Aalborg Teaters satellitscene. På BaggårdTeatret medvirker Jakob i forestillingen 839 DAGE.