Det startede som en joke i bussen, hvor vi udfordrede hinanden på – om man kunne tale med hinanden udelukkende ved brug af linjer fra Medinas tekstunivers. Senere fandt vi ud af, at bitterfissen var et oldgammelt begreb – og at man måske faktisk kan dø af jalousi?
Vi besluttede at lave en forestilling: Den klassiske Medea skulle iscenesættes og fortælles med Medinas tekster. Vi havde musikere, dansere og skuespillere – som på deres højskoleophold netop havde valgt at beskæftige sig med disse 3 genrer. Vi ville bryde skemaet op for en periode og lave en tvær-æstetisk produktion.
”Hun har langt lyst hår og fregner
Hendes øjne skinner smukt som diamanter
Flotte, lange ben, og det rigtige tøj på”
Medea bliver faktisk røvrendt af Jason. Jason, som hun forelskede sig hovedkulds i, da han var på jagt efter det gyldne skind. Med hendes magiske kræfter hjælper hun den smukke charmør, Jason, med den næsten umulige opgave, hvor alverdens farer og uhyrer skal passeres – og de ender med sammen, at må flygte til Korinth (den i Grækenland), hvor de slår sig ned og får 2 drenge.
Af storpolitiske – og muligvis magtbegærlige – årsager, beslutter Jason sig for at droppe Medea og i stedet for gifte sig med prinsessen af Korinth. Og der står Medea på sidelinjen, og ser hendes store kærlighed, for hvem hun ofrede sin bror, sin familie og sit hjemland.
”Stod det til mig var du stadig her
Vi ville følge hinanden ikke gå fra hinanden
Stod det til mig var det mig du holdte om i nat”
Medea bliver syg af jalousi.
”Det gør mig sindssyg, hun bare smiler
Når jeg ved, hvor populær som hun er
Som en engel sendt fra helvedes flammer
Så fucker hun mig langsomt op”
Trist og nedtrykt beskriver IKKE Medea sindstilstand.
”Du flåede mig i stykker, jeg var halvkvalt, væltede min verden om hver gang.”
Hævntørst fylder Medeas sind – det eneste, hun kan tænke på, er hvordan hun bedst får Jason til at lide den samme smerte, som hun konstant mærker ved Jasons svigt.
”Har du glemt, hvordan det føles at smile?
Har du glemt, hvordan det føles at grine?
Har du glemt, hvordan du skal leve livet?
Har du glemt det?
Det eneste Medea ikke har glemt, er smerten ved tabet af Jason. Alt hvad der tidligere synes rigtig og forkert, er opløst til fordel for det højere mål: At skade Jason mest muligt.
”Jeg har fået nok, se på mig, mens jeg brækker mig”
Et forgiftet diadem til prinsessen af Korinth gør det af med Jasons nye flamme – men hævntørsten er ikke slukket. Medea planlægger den ultimative smerte for Jason: At dræbe deres 2 fælles børn.
Er du et sted, hvor verden ik’ la’r dig hvile?
Er du et sted, hvor hjertet ik’ ka’ tilgive?
Er du derned’, hvor alting larmer så stille?
Er du?
Kan man elske så meget? Kan man hade så meget?
”Ka’ man dø af jalousi?”
Når popikonet møder oldtidens drama
Det var egentlig bare for sjov. Men det endte som dødelig alvor. Og pludselig kom det OGSÅ til at handle om:
- æstetisk formsprog (hvad kan man kommunikere med hvilke former?)
- kunst og samtid (er der ligheder mellem oldtidens klassiske dramaer og nutidens popmusik?)
- at både Medina og Medea pludselig trådte mere i karakter i spejlingen af hinandens genrer. Medina havde måske faktisk noget på hjerte? Blev Medea mere et symbolsk billede på et dilemmafyldt state of mind?
Eleverne var udover at være optaget af scenekunst – også højskoleelever. Det var her vi syntes, at produktionen MED:EA/MED:INA fik perspektiver af både undersøgelse af æstetik – samt en god portion dannelse. Ikke dannelse, af den gamle skole, hvor du kan liste alle de klassiske dramaer med deres brug af harmatia, arete og hybris – men dannelse af den slags, som arbejder på flere planer. Man taler om at dannelse også kan beskrives som kompetencer, der udvikles både i bredden og i dybden[1] (herunder, dem i dybden):
Handleplan – at kunne omsætte tekst til konkrete scener og billeder
Kundskabsplan – at kunne reflektere over tekstens betydning og sætte dem i relation til forskellige kontekster
Selv- og meningsplan – at kunne spejle sig i tekster, billeder og proces, på en ganske usynlig måde, hvor man indirekte kommer til at forholde sig til Medinas, til tider lidt forkælede bitterhed, men også Medeas grundlæggende dilemma – at elske/hade så meget, at hun må dræbe sine egne børn.
Æstetisk produktion er og bliver en gave for den præmis, at skulle skabe sig selv. Når dannelse er blevet til selvdannelse – og psykologi er blevet til selvets psykologi – kan det måske netop give mening at spejle sig i ydre rammer og genrer, hvor man faktisk ikke lige føler sig hjemme.
[1] ”Hvad er kompetence?”, Bente Jensen, Kompetence og pædagogisk design
Læs også:
“Kunsten at læse en bog” – udgivet 23. oktober 2017 af Trine Bramsen
“Arven fra 1967 – The big Five” – udgivet 25. september 2017 af Anne Gunnar
“Fladskærme og faldskærme” – udgivet 2. maj 2017 af Morten Andersson