Vi bliver så glade, når vi synger. Men hvorfor synger vi så ikke noget mere? Vi er vist alle enige om, at det er uforskammet at tale i munden på hinanden – men en dyd at synge ”i munden på hinanden”. Hvorfor synger vi så ikke noget mere?

Det er med sang som med historier. Vi bliver både oplyst, oplivet og vi risikerer at blive gladere for at leve, når vi får fortalt historier eller læser bøger eller går i teatret. Derfor er det vel på sin plads at spørge: hvorfor går alle ikke i teatret eller på biblioteket eller synger i kor? Jeg vil vove den påstand, at der er magi i ordene – når de organiseres af en forfatter, en instruktør, en sangskriver eller en god journalist. Jeg er så fascineret af ord – det levende ord/det vedkommende ord. Jeg er fascineret af ord i hænderne på en forfatter, ord i munden på en skuespiller, ord på papir, ord i sange og selvfølgelig ord i samtaler – den levede samtale mellem indlevende mennesker.

Men ord kan også fordrejes og misbruges. Ord bliver desværre misbrugt og fordrejet – hver dag. Vi oplever det dagligt på TV, i aviser og i radien. Der er masser af eksempler på, at de mest magtfulde mænd og koner (men nok mest mænd) ikke lytter til modparten i en sam-tale, men mere koncentrerer sig om at jorde modparten. Der er desværre så mange eksempler på, at ord bliver misbrugt. Der er disruption og fake news i de mediestrømme, vi næsten druknes i – hver dag.

Det er en kendsgerning, at den amerikanske præsident Donald Trump både råber højt og ikke går af vejen for at lyve – så det står ud af ørerne på ham. Men der er desværre masser af andre eksempler på, at politikere forsager sandheden og gradbøjer virelighed til ukendelighed.  Sandheden er desværre ikke så sand mere. Løgn og humbug er blevet en virkelighed, som vi bliver nødt til at forholde os til.

Vi må kæmpe imod, hvor der skal kæmpes imod. Vi må mobilisere kampen for det rette og det sandfærdige og ikke lade os rulle ind i en snydeverden, hvor en løgn bliver sand når den fortælles igen og igen. De store magtfulde mænd som Trump, Putin eller Jung-Un (sikken en trio) snyder ofte på vægten. De er nogle løgnhalse, der ganske enkelt ikke kender til op og ned, sandt eller falsk, rigtigt eller forkert. Derfor skal vi sige fra og vise usandhederne ryggen, derfor skal holde os fra medier, der bringer løgne. Vi skal stå sammen om det smukke i livet, om naturens magi, om poesien som bærende elementer i livet. Det kræver kamp. Og kamp må der til, skal livet gro, thi evig stilstand er død (frit citeret fra Jeg elsker den brogede verden fra Højskolesangbogen)

Alligevel, eller måske derfor, fascinerer ordene mig – ligesom livet fascinerer mig. Livet er skønt – hvis vi vil det. Livet er en gave, som vi skal værne om. Livsglæden er noget, vi skal opsøge og beskytte og meget gerne sætte ord på.

Hvis vi vil livet og den gode fortælling, og hvis vi virkelig vil synge sange, påhviler der os alle en stor og meget betydningsfuld opgave. Vi skal turde sige fra. Vi skal alle tage afstand fra selvforherligende, selviscenesættende og selviske mennesker, der ikke kan se en sag fra to sider. Og så skal vi opsøge de kunstnere, de instruktører, de musikere eller de forfattere, der kan iscenesætter ordene på kunstnerisk vis.

 

Læs også:

“Når ufriheden kommer snigende og frie skoler synger.” – udgivet 4. juni af Morten Andersson.

“Tryk avler modtryk” – udgivet 16. april af Pernille Weiss.

“Drop den fesne brede appel og giv mig to stykker med smal kunst.” – udgivet 12. marts af Kat. Sekjær.

af Jesper Vognsgaard

Leder af Faaborg-Midtfyn bibliotekerne, tidligere forstander på hhv. Ollerup Efterskole og Engelsholm Højskole. Jesper er rundet af en bred grundtvigsk folkeoplysningstradition og tror på at dannelse er forudsætningen for uddannelse.