Århus har det, Odense har lige fået det, og København har selvfølgelig haft det længe. Men hvorfor har Svendborg det ikke? Vi bryster os ellers af at have alt her, ik? Men der er noget vi ikke har – endnu!

Jeg var forleden inviteret til Odense til prisfest. For andet år i træk uddelte Odense priserne ”Best of Odense” i en lang række kategorier. Og sikken en fest. Ugeavisen i Odense rykkede ind på Odense Teater og fyldte salen med byens festklædte erhvervsdrivende. Odenseanerne havde de foregående måneder nomineret deres favoritter indenfor bedste brunch, bedste restaurant, bedste shopping til ham og hende, bedste service, bedst til prisen, bedste kulturbegivenhed, bedste spillested, bedste håndværker og så videre. Og nu var tiden inde, alle nominerede ventede med spænding til vinderne blev udnævnt og fejret. Musik, taler, priser og klapsalver. Aftenen hyldede alt det bedste i Odense.

Og ja, du tænker måske først og fremmest: Bare fordi Århus, København og Odense har det, behøver vi ikke ha’ det. Og det kan du nogen gange have ret i. Men giv det lige en tanke. Nogen gange har de store byer fat i noget. Og det var virkelig en fest at få lov at fejre alle de gode folk, der gør Odense sjov at besøge.

Men så tænker du måske: Endnu en prisfest – hvorfor dog det? Svendborg Kommune har lige uddelt kulturpriserne i Borgerforeningen, der findes Handicapprisen, Arkitekturprisen, Initiativprisen og mange andre gode priser. Men jeg efterlyser ikke endnu en prisfest, men i stedet at vi tænker det sammen og slår det hele sammen, styrker det og involverer endnu flere af de mange ildsjæle, der gør Svendborg så unik. Og gør det til en publikumsbegivenhed, så dem, der har nomineret – altså svendborgenserne – kan være med til at fejre og hylde byens gode folk, der skaber liv hele året. Slå de kommunale priser sammen, involver byens butikker som i de store byer og byg lidt på med sydfynsk charme ved at gøre noget særligt ud af Svendborgs særkender som kunsthåndværk, mad, musik og unikke oplevelser. Skab en fest for byen, så vi kan hylde byen med pompt og pragt. På tværs af kultur, sport, butiksliv og frivillige, der sikrer at prisuddelingerne ikke kun samler dem, der i forvejen er interesseret.

Det var en skøn aften i Odense, og ud over at se alle de glade vindere var det helt fantastisk at være med til at hylde dem – at give noget tilbage til alle de gode folk, der hver dag gør en forskel.

Lad os skabe et ”Best of Svendborg” som en hyldest til alt det, vi elsker vores by for. Er der nogen, der vil være med?

Læs også:

“Kulturens underjordiske passager” – udgivet 18. september 2017, af Matthias Faigh

“Arne B” – udgivet 22. september 2017, af Laurits Gammeltoft

“Kulturens forgård og Baggård” – udgivet 29. maj, af Helle Wisbech

af Julie Lindegaard

Næstformand i BaggårdTeatrets bestyrelse og kommunikations- og salgschef på Odense Teater. Har tidligere været udviklingsdirektør i FilmFyn, direktør hos Danmarks Film- og Kulturdage SVEND og selvstændig med fokus på PR, kommunikation og events.