Kvinden ved siden af mig bad den pæne mand med det grå hår om at få lov til at se på en kultivator, eller som hun forklarede: forretningens udvalg af kultivatorer. Den pæne mand ikke en gang studsede, men gik straks i gang med at forholde kvinden (som også var pæn og nogenlunde på alder med manden) om, hvorvidt hun foretrak tre eller fem tænder? Tre svarede hun, uden yderligere anstrengelser. Den er simpelthen lettere at håndtere, når den kun har tre, lod hun forstå. Han nikkende, ville tydeligvis gerne have indvendt noget i retning af: Den er jo knap så grundig, eller den med fem tager jo ordentlig fat. Han holdt dog inde, smilede og konstaterede, at det kunne hun da have ret i.

Jeg gik videre, men først da jeg kom ud af forretningen, gik det op for mig, hvor fantastisk den samtale, jeg netop havde overværet, i virkeligheden var. Den sagde jo ligesom det hele, og helt uden at nogen i virkeligheden forholdt sig til dybden i den.

Tænk sig en gang, at man inden for havebrug har et redskab, der slet og ret betegner og definerer dét, vi mennesker gør. Vi kultiverer, gør vi.
Vi sætter naturen i system, laver den om således, at vi skaber de bedste muligheder for overlevelse. Bygger byer, veje, laver haver, opdyrker marker, laver fine parkanlæg. Ofte er det særdeles komplekse og imponerende kultiveringsopgaver, der foregår. Faktisk er det utroligt, hvordan vi som mennesker kan omdanne naturen til vores fordel. Det er tankevækkende, også selv om det ikke altid er lige smukt, eller bliver gjort med omtanke, men det er det, vi gør!

Således burde man nemt kunne udlede, at det ikke burde være nogen større opgave også at kultivere vores børn og unge, således at de bliver fremtidens refleksive og kvalificerede  kultur/kunstbrugere? Vi gør jo ikke andet?
Man kunne hævde, at en stor kunstnerisk forståelse medvirker til en nuanceret forståelse af netop vores kultur. Med argumentet om, at hvis det er korrekt, at kunsterne (i bred forstand) betragter, fortolker og nuancerer vores verdensbillede og dermed også medvirker til en øget refleksivitet, der slutteligt bevirker, at vi måske er knap så sort/hvide i vores opfattelser af vores kultur, er det jo nærmest afgørende, at vi kultiverer de unge.

De finkulturelle eller blot kulturelle (alt efter hvem man spørger?) institutioner er for tiden ikke overrendt af unge, der hungrer efter at opleve nyopsætningen af Den politiske Kandestøber, billedkunstneres parafraseringer af virkeligheden, af digtoplæsninger på bibliotekerne, fortsæt selv.

De unge går altså ikke i teatret, nej, de gør ej. Ikke nok i hvert fald.
Men kommer de, hvis vi kalder?
Jeg tror det faktisk ikke. De kommer, når de bliver bedt om det og dermed slut. De fleste i hvert fald.

Vi har efter min opfattelse brug for en mental kultivator eller måske snarere mentale kultivatorer, der kan levendegøre kunsten for de unge.  Ikke for teatrenes, koncertstederne og bibliotekernes skyld, men for kulturens skyld – Danmarks kultur, Europas og verdens kultur.

Nogle gange, og med regulær fare for at blande det hele sammen, tænker jeg, at måske er det i virkeligheden en omvendt proces, der vil tydeliggøre, hvorfor kunsten i kulturen er vigtig for de unge –  for os alle. Måske er det forestillingen om, at vi uden videre kan løsrive kunsten fra den brede kulturforståelse, der er problemet?

Noget kunst er i selv meningsskabende og noget skal og kan så absolut (kun?) forstås i en langt større sammenhæng. Det er det sidste, der skaber problemerne, men måske også det, der er vigtigst, hvis man ellers tør differentiere?  Altså den kunst, der ikke forstås én til én.

Hvis kunstens rolle, som tidligere nævnt, er at sætte vores kultur og samtid i perspektiv giver det vel for alvor først mening, hvis vi har en reflekteret mening og grundlæggende viden om netop kulturen og samtiden. Så på et plan er der vel tale om en ”hønen og ægget” problematik.
Vækker vi de unges lyst og interesse til at bruge kunsten ved at sende dem (fra skolen) i teatret, til billedkunstudstillinger, oplæsninger osv. og af den vej håber, at de oplever det meningsskabende? Måske, måske ikke!
For hvornår oplever vi, at vi for alvor har brug for kunstnerne/kunsten til andet end underholdning?

For mit eget vedkommende kom den dybere erkendelse relativt sent – også selv om jeg i mange år selv har været musiker, kunstinteresseret osv. Selvanalysen viste mig med al ønskelig tydelighed, at det hang nøje sammen med mit personlige refleksionsniveau – generelt betragtet. Erfaring og dannelse om man vil? Det passede sjovt nok sammen med, at de grå hår havde meldt deres ankomst, og sjovt nok faldt det også sammen med, at de fleste unger var flyttet hjemmefra, eller var på vej til det.

Jeg kan dog ikke lade være med at fokusere på, om det er godt nok? Gør vi nok i den almene opdragelse fra både forældre, institutioner, kommune, stat for at sikre, at de unge af selv sig bliver i stand til at søge refleksioner i kunstens kringlede verden? Ikke nødvendigvis for at omkalfatre det bestående, men mest af alt for at forstå dét, der ikke umiddelbart lader sig forklare og begribe, nemlig vores kultur.

Læs også:

“2 x Bitterfisse – Når Medina møder Medea” – Udgivet 12. december af Morten Andersson

“Lad os fejre Svendborgs bedste” – udgivet 4. december af Julie Lindegaard

“Kultur skaber værdier, identitet og refleksion” – udgivet 13. november af Bo Hansen

af Jasper Mortensen

Jasper Gramkow Mortensen Forstander på Oure Højskole Sport & Performing Arts 47 år med grå nuancer i toppen – det er i gråtonerne magien ligger. 16 år på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts Master i Projektledelse og Procesforbedring Læreruddannet.