En søndag i august 2006 sad jeg i en mormonkirke i Utah. Kirken lå ganske tæt på Rocky Mountains, der rejste sig få hundrede meter fra det mormonuniversitet, BYU, hvor jeg netop var blevet indskrevet. På prædikestolen stod en 19-årig ung kvinde med tårerne silende ned ad kinderne, men hun bekendte, hvor meget hun elskede Jesus. Hun brugte ikke vendingen faith eller I believe, men sagde konsekvent I know.
Det var måske lidt uheldigt, at jeg, til min første mormongudstjeneste, dukkede op på en såkaldt testimony Sunday, hvor deltagerne deler deres tro. En slags vidnesbyrd. Det var derfor pigen stod og græd. Når jeg så mig omkring, var mine jævnaldrende, deriblandt min roommate Josh, ligeså rørt som hende.
Da jeg sad der på kirkebænken, stadig med studenterfesterne siddende i kroppen og ølflæsket på maveskindet, var jeg nok lidt i chok. Der var lige pludselig meget langt hjem. Oplevelsen i kirken dén søndag var mit første kulturchok i mormonland.
Der kom flere i løbet af mit år på BYU. Eksempelvis tog jeg timer i geologi, og vores professor startede sin undervisning med at bekendtgøre, at i hans timer var jorden 4.7 milliarder år gammel og ikke 6000 tusind år, som man kan udregne af biblens tidsforløb. Der var flere der gik.
Da jeg rejste fra BYU var det med en helt anden viden om mormonerne i rygsækken. Jeg krummede ikke længere tæer over offentlige tilkendegivelser af kærlighed til Jesus, og jeg følte ikke længere, at jeg manglede en øl i højre hånd, når jeg var til fest. Tværtimod havde jeg opdaget, at de var nogle særdeles gode mennesker, der blot interagerede på en helt anden måde, end hvad jeg kendte til fra mit danske gymnasium.
Den leksikale definition på kulturchok er oplagt at drage frem i denne sammenhæng: ”Konfrontationen med fremmedartede kulturelle normer, regler og vurderinger kan give anledning til en vis usikkerhed og forvirring, og symptomerne på kulturchok omfatter sædvanligvis ængstelse og nedsat tolerance over for repræsentanter for værtskulturen samt i alvorligere tilfælde depression og paranoide forestillinger.”
Jeg mener ikke, at jeg blev paranoid af mit ophold på BYU, men jeg kan godt nikke genkendende til usikkerheden. At blive konfronteret med fremmedartede normer stiller spørgsmål ved ens værdier. Usikkerheden gør, at man kan blive klarere på egne værdier. Da jeg kom hjem til Danmark, så jeg det velkendte i et andet lys.
Man behøver ikke tage et år til en småfundamentalistisk amerikansk delstat for at få den oplevelse. God litteratur, teater eller en museumsudstilling kan have samme egenskab. De kan konfrontere dig med et andet verdensbillede og sætte spørgsmålstegn ved eller velkendte sandheder. Der er en grund til, at lægestuderende på SDU skal udvikle empati via undervisning i litteratur.
Når vi diskuterer, hvad kultur kan, fremhæves ofte sammenhængskraften, det identitetsskabende og konsensus, men kultur er mindst lige så vigtig, når det gælder om det modsatte: usikkerhed, konflikt og chok.
Jeg håber på flere kulturchok i det nye år. God jul og godt nytår!
Læs også:
“Kultur skaber værdiger, identitet og refleksion” – udgivet 13. november 2017, skrevet af Bo Hansen
“Lad kulturen være kultur i sin egen ret” – udgivet 9. oktober 2017, skrevet af Troels Mylenberg
“Kulturens sociale ansvar” – udgivet 27. juni 2016, skrevet af Nikolaj Amstrup