Jeg er bogelsker, først og fremmest. Og jeg er af den slags, der ikke kan gå forbi en bogbutik uden at stoppe og og vindues-shoppe en smule. Efter en aldeles vidunderlig ferie i Toscanas bjerge i år er økonomien så stram, at nye bøger er sat på standby – og gamle bøger er fundet frem igen. Jeg er derfor rigtig, rigtig glad fro Svendborg biblioteks kasser med bøger til en rundt 10-krone – eller et swipe på mobiltelefonen, om man vil, i disse digitale tider.
Jeg fandt umiddelbart før bilturen til førnævnte Toscana en sand skat i kasserne: Erich-Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten. Den udødelige klassiker fra 1. Verdenskrigs rædsler i skyttegravene og måske ikke just ferielæsning. Bogen var slidt. Siderne silkebløde af at blive vendt og den var sat med 80’ertypografi. Den lignede noget fra gymnasiet i start-firserne og er så lille og let, at den passede lige ned i tasken til bilturen. Jeg læste den stort set i et stræk. Jeg så Sydtysklands bjerge og Schweiz, men jeg var i skyttegravene. Jeg så manden, der hang i pigtråd og døde, jeg lugtede røgen, gassen, hørte hunden, der led og hestene, der skreg. Stanken af mad og lig og læger, der amputerede. Håbløsheden, mudderet, kulden, skrigene, lysene, torden, lejrlivet, forelskelsen, håbet, der døde sammen med menneskeligheden. Den greb mig, selvfølgelig. Lige om hjertet, den fik mig til at græde på en rasteplads og det var ganske uvirkeligt, at være der midt i Europa og være midt på samme Europas slagmark på samme tid – 100 år tidligere. Jeg blev grebet, selvfølgelig gjorde jeg det. Men det bliver man af mange bøger. Så måske er det særlige ved præcis denne bog, som jeg fandt klemt inde mellem grove krimier og bilbøger, at den er så lille.
Få sider, korte kapitler. Uanseelig, i virkeligheden. Og når man begynder at læse, så vokser og vokser og vokser den, den vokser en over hovedet og den drukner dig. Den efterlader dig smerteligt bevidst om alt det, vi stadig ikke begriber, har ændret eller forstået. Den er selve krigens væsen og umenneskeligheden på skrift og den er håbløst smuk , præcis i sin prosa.
Efter bilturen gennem Europa plus-minus 100 år må dels Svendborg Biblioteks bogkasser anbefales varmt, og Erich Maria Remarques geniale værk i særdeleshed.
LÆS OGSÅ
“Kunsten at læse en bog” – Blogindlæg af Trine Bramsen, udgivet d. 23. oktober 2018
“Arven fra 1967b – The Big Five” – Blogindlæg af Anne Gunnar, udgivet d. 25. september
“Opdag en ny og ukendt verden” – Blogindlæg af Julie Mørkeberg, udgivet d. 6. februar